Spring til indhold

Samværspolitik og adfærdskodeks

Vejgaard Gymnastikforening – Samværsregler og adfærdskodeks

Formål:

  • Børn, unge og voksne skal kunne føle sig trygge ved at komme i foreningen
  • Forældre skal kunne føle sig trygge ved at sende deres børn og unge til træning
  • Alle frivillige, herunder instruktører, hjælpeinstruktører, hjælpere og bestyrelsesmedlemmer skal kunne føle sig trygge og godt tilpasse ved at være en del af foreningen

Børneattest:

Vejgaard Gymnastikforening følger de retningslinjer, som er udstukket af DGI og Danmarks Idræts Forbund samt naturligvis den af Folketinget vedtagne lovgivning.

Det betyder, at instruktører, hjælpeinstruktører, hjælpere og bestyrelsesmedlemmer, som har med børn og unge under 15 år at gøre skal udfylde en børneattest hvert år. Det betyder i praksis alle frivillige, idet alle kan tænkes at hjælpe ved eksempelvis arrangementer.

Seksuelle krænkelser af børn/Skolelærerparagraffen:

Straffelovens §§216-236 omhandler seksuelle overgreb mod børn og unge. Den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år, hvilket betyder, at det er ulovligt og strafbart at have et seksuelt forhold til børn under 15 år.

Desuden er det ifølge den såkaldte ”skolelærerparagraf” (Straffeloven §223) også strafbart at have sex med en ung under 18 år, hvis den unge er: ”betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse” eller hvis den voksne: ”under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje”.

Vejgaard Gymnastikforening følger denne paragraf. Dette betyder, at man som instruktør ikke må have et seksuelt forhold til gymnaster under 18 år.

Samværsregler i øvrigt:

Reglerne er lavet for at beskytte såvel gymnaster, som frivillige i Vejgaard Gymnastikforening.

  1. I Vejgaard Gymnastikforening taler vi ordentlig til hinanden – ingen sjofle tilråb eller kommentarer om hinandens kroppe/udseende. Mobning skal ikke finde sted. Vi hjælper og støtter hinanden.
  2. Man går ikke ind i det modsatte køns omklædningsrum, hverken som forældre, instruktør eller gymnast
  3. Mobiltelefoner skal være slukket og placeret i tasken eller overtøj, og må ikke benyttes under træningen.
  4. Instruktører skal ikke have eneansvaret for et hold børn.
  5. Man respekterer et nej – også i leg.
  6. I forbindelse med ture, stævner, konkurrencer, opvisninger, weekendtræninger  o.l. er der altid mindst to voksne instruktører med. En instruktør overnatter aldrig alene med gymnasterne.
  7. Instruktører inviterer ikke enkelte børn med sig hjem, med mindre det er familiære relationer og efter aftale med forældrene.
  8. Forældre opfordres til at deltage i børnenes idrætsliv. De kender børnene bedre end instruktører gør, og de er derfor bedre i stand til at opdage, hvis barnet mistrives. I tilfælde heraf bør forældrene tage kontakt til bestyrelsen.
  9. Hvis en instruktør føler at være kommet i en situation, der kan misforstås af andre, bør instruktøren kontakte en fra bestyrelsen, således bestyrelsen er orienteret og derfor aktivt kan medvirke til, at ”fejlagtige” misforståelser eller rygter ikke får lov til at spredes.
  10. Alle har pligt til at gå til bestyrelsen, hvis de hører rygter om krænkelser eller selv fornemmer, at der er noget galt.
  11. Bestyrelsen har pligt til at tage sådanne henvendelser alvorligt og at reagere hurtigt på dem.

Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte foreningens formand.

Skulle der opstå mistanke om tilnærmelser, blufærdighedskrænkelse eller lignende følges Vejgaard Gymnastikforenings beredskabsplan:

  1. Det er formanden, som tegner foreningen i en sådan sammenhæng, med støtte fra et bestyrelsesmedlem, det vil sige, at det er formanden man skal henvende sig til.
  2. En mistanke skal behandles med største diskretion, da det er en meget alvorlig anklage mod en person.
  3. Konstateres et overgreb, skal barnets forældre orienteres og samtidig orienteres om mulighed for hjælp fra det offentlige, bl.a. socialforvaltningen.
  4. Samarbejdet med den pågældende person opsiges øjeblikkelig, samtidig med at sagen anmeldes til politiet.
  5. Når dette er sket, bør foreningens øvrige medlemmer informeres, således at der ikke opstår yderligere sladder og rygtedannelse.

Alkohol:

Ved arrangementer følges dels gældende lovgivning og dels Vejgaard Østre Skoles alkoholpolitik.  Det vil sige; ingen alkohol til børn/unge under 18 år og forbud mod indtagelse af alkohol for alle ved arrangement, træning m.m., der foregår på Vejgaard Østre Skoles matrikel.

Rygning:

Der følges altid de regler for rygning der gælder på de steder hvor hold træner.

Medicin:

Instruktører udleverer og/eller administrerer ikke medicin for gymnasterne. Dette er forældrenes/gymnastens ansvar, men vi henstiller dog til at forældrene/gymnasten informerer instruktører, såfremt gymnasten modtager livsvigtig medicin og/eller lider af en sygdom, som kan medføre akutte situationer (fx astma eller diabetes).

Adfærdskodeks

Husk, at du som frivillig i foreningen er Vejgaard Gymnastikforenings ansigt udadtil. Det gælder til gymnaster, andre frivillige, samarbejdspartnere m.fl. Din måde at agere i omverdenen på, smitter derfor af på foreningen. Derfor gælder dette adfærdskodeks generelt, når andre måtte have den opfattelse at du er VG’er.

Vi taler til hinanden, ikke om hinanden. Omtal altid andre i en respektfuld tone – hvis det overhovedet er nødvendigt at tale om andre. Dette gælder både individer og grupper i foreningen; bestyrelsen, hold mv.

Vi taler til hinanden med respekt og med tolerance for uenigheder.

Foreningen arbejder ud fra principper om inklusion og forskellighed. Vi løser alle opgaver efter bedste evne, og med den bedste hensigt – og evaluering og feedback sker ud fra dette. Alle har mulighed for at tale med alle, upåagtet uenigheder.

Vi er loyale overfor beslutninger truffet i foreningen, og hvordan disse kommunikeres, så Vejgaard Gymnastikforening kontinuerligt opfattes som en troværdig forening. Tilsvarende er vi konstruktive i den dialog der fordres for at foreningen kan være operativ.

Udmelding til gymnaster om større ændringer i hold eller andet, skal altid koordineres på forhånd mellem instruktører og bestyrelsen, og udføres i samspil mellem disse.

Det er alene bestyrelsen der kan udtale sig til pressen om anliggender vedrørende foreningens drift, uden at dette dog stækker den enkeltes ytringsfrihed som individ.

Vedtaget af Vejgaard Gymnastikforenings bestyrelse november 2015. Revideret af bestyrelsen i september 2023.

Forelægges for samtlige bestyrelsesmedlemmer, instruktører, hjælpeinstruktører og hjælpere ved sæsonstart samt eventuelt øvrige frivillige der deltager i foreningens virke.